På denne min første jagt til England, havde jeg således netop trukket bukserne ned og sat mig på huk, da et Kinesisk Vandrådyr sprang op mindre end 5 meter fra mig. Hvem der blev mest forskrækket er svært at sige… Jeg sprang i hvert fald forfjamsket op og fik styr på gevanterne, og kunne derefter betragte ”kineseren” der forsvandt ud i solnedgangen. Både dén og jeg havde tydeligvis fået hver sin gode historie at fortælle.

Da vi skulle jage 1:1 havde han rekvireret sin kammerat David, der ligeledes var pensioneret Gamekeeper. David var den klassiske engelske model, der hver morgen stillede i Tweed og iført vest og slips.                                                                                                                                     

Harry havde derimod taget ét syvmileskridt længere inden for jagttekstilernes forbløffende univers, og havde over internettet anskaffet sig et sæt moderne Camoflagetøj.

Vi fik besked på at møde hos Harry kl.6.00 sharp… Vi havde af praktiske årsager valgt, at lade vores rifler blive hjemme i Danmark. At få skydevåben igennem Heathrow Airport er det nærmeste man kommer helvede på jord. Så snart sikkerhedspersonalet opdager våbenkufferten, bliver man automatisk mistænkt for at være æresmedlem af både Rote Armee Fraktion og Al-Qaeda.              

Vi valgte at undgå bøvl og ballade, og lånte i stedet hver vores cal. 243. hos vores Outfitter.                                                           

Aftalen var at min kæreste skulle guides af David, og at jeg skulle slå følge med Harry.

Første morgen på et nyt revir er altid spændende… At bevæge sig ud i mørket, uden at vide hvilket landskab solopgangen vil åbenbare, er altid lige fascinerende.                                                         

Det første der slog mig var frodigheden i det bakkede landskab. Jorden var leret og markerne forholdsvist små. Alle marker var omkranset af tjørnehække, som ikke lod sig gennemtrænge af tobenede væsner. Til gengæld havde områdets mange kaniner tydeligvis stor fordel af de stikkende torne, som udgjorde en massiv beskyttelse imod områdets mange rovfugle.                                                 

Noget andet som jeg bemærkede var de mange Ugler, som holdt til i områdets utallige gamle Egetræer. Vi kunne høre deres tuderi i træerne, når vi hver dag begyndte morgenpürschen…         

Og ganske få minutter efter at den sidste ugle var gået til ro, fløj fasanerne ned fra træerne og indledte deres morgenskogren...

Min første morgen var fuld af nye indtryk.. Derfor gjorde det mindre at jeg hverken så Kinesere eller Muntjac. Min kæreste havde til gengæld held af at nedlægge et ungt Vandrådyr, efter en lang og nervepirrende pürsch. Det var første gang vi så et Vandrådyr på klods hold, og dyrets ringe størrelse og især hovedets facon, gav anledning til megen snak.                                                                                                     

Harry kunne fortælle, at dyrets adfærd var meget atypisk i forhold til alt andet hjortevildt, som han havde kendskab til. Han fortalte at flugt var en sjælden reaktion, og noget som kun forekom, hvis dyret var ekstremt presset. Langt oftere benytter dyret sig af en taktik, der går ud at lægge sig fladt ned på marken, og herved bliver nærmest usynlig.

I løbet af aftenen så jeg adskillige Vandrådyr... I takt med at lyset faldt dukkede der stadig flere dyr op – ofte tilsyneladende ud af det det rene ingenting. De havde ligget på marken hele dagen, og var nu klar til at tanke op. Harry og jeg havde posteret os ved enden af en tjørnehæk, hvorfra vi kunne overskue 3 marker. Pludselig fik Harry øje på et dyr, som han dømte til at være en buk…              '

”It has teeth´s as big as bananas” sagde han… Vi kom møjsommeligt på skudhold, og jeg fik riflen bragt i stilling… Skuddet bragede ud over markerne, men jeg kunne til min overraskelse se, at dyret var fuldstændig upåvirket af situationen.                              

Det skulle vise sig at være forholdsvis let. Dyrene på markerne omkring os var tilsyneladende upåvirkede af skuddet, og inden længe havde vi spottet endnu en god buk. Men nu var det imidlertid blevet et kapløb med tiden, for lyset var ved at forsvinde…

 Mit første Vandrådyr – flotte bisser.                                                                                                           

Harrys kendskab til terræn og dyrenes adfærd fik os imidlertid bragt i en favorabel position, hvorfra jeg dybt koncentreret kunne sende endnu én kugle af sted.                                                                                                                                                   

I det tiltagende mørke er virkningen fra mundingsflammen helt enorm. På et splitsekund var mit nattesyn fuldstændig væk, og jeg var blind som en muldvarp. Harry mente dog med sikkerhed at dyret var nedlagt, og vi hastede ud over marken for at finde den. Den lå præcis hvor den skulle, og endelig kunne jeg tage mit første Vandrådyr i øjesyn… En spøjs skabning, med sjove afrundede ører der har lighed med en teddybjørn - og med hugtænder, der ville få selv Grev Dracula til at blegne af misundelse.

Ved at undlade at skyde - selv om chancen er nok så oplagt - så får man nogle gange oplevelser, som man ellers ville havde været foruden, hvis man vælger drabet.                                                                          

Én aften sad Kim eksempelvis ved en tjørnehæk, og så en Muntjac hind komme spadserende ret imod ham. Han takkede med det samme nej til at skyde, og kunne i stedet observere dyrets reaktion, da den fik fært af ham og David. Hinden stoppede selvsagt op, men virkede ikke overdrevent skræmt. Hun stod derimod og småtrippede på stedet i næsten 5 minutter – nærmest som om hun overvejede situationen grundigt. Det virkede mest som om, at hun var lidt irriteret over, ikke at kunne gå sin sædvanlige aftentur. Herefter gled hun stille ind i tjørnekrattet og forsvandt.  

Selv så jeg flest Muntjac når jeg var på morgenpürsch… Harry og jeg startede som regel ud direkte fra hans baghave, hvorfra der blot var 50 meter til et gammel nedlagt jernbanelegeme.             

Banen havde hovedsageligt været brugt til transport af kul til den engelske stålindustri, men var blevet nedlagt i begyndelsen af 70érne. Den natursti, der nu var det eneste spor efter Stålindustriens storhedstid, var perfekt til pürsch. Skråningerne, der var dækket af Tjørn, Slåen og Brombær, gav næsten indtryk af at være på jagt i en urskov. Det tætteste krat var Muntjac’ens foretrukne biotop, og var desuden opholdssted for et mylder af fasaner og kaniner. Der var derfor hele tiden noget at kigge på, hvis man forstod at begå sig lydløst i terrænet.

Der findes ikke noget som kaffe, ristet brød og bacon, der kan uddrive den sidste morgenkulde fra kroppen.

Vi havde så småt indstillet os på at undvære prikken over i’et, men var egentlig også fuldt ud tilfredse med de 6 dyr vi allerede havde nedlagt.                                                                              

Den sidste aften insisterede Kim på at han ville prøve samme Hochsitz, hvorfra han tidligere havde skudt sin ”Mini Muntjac”. Han havde jo trods alt tydeligt hørt yderligere et dyr ”gnække” ad ham i den samme remise…

 Aftenen skulle vise sig, at blive mindst lige så underholdende som den første aften. De små Grå Egern var overalt, og gav konstant anledning til morskab. Som tilskuer kunne det være svært at gennemskue, hvad der var leg og hvad der var slagsmål, men underholdende var det.                   

Når han ind imellem kom i tanke om, hvorfor han var kravlet op i stigen, lod han kikkerten afsøge krat og underskov.

Efter 20 minutter rettede han sig forsigtigt op, men i samme sekund opdagede han en bevægelse skråt til venstre for stigen. Og der… – ikke mere end 30 meter fra Hochsitzen stod den fineste lille Muntjacbuk.                                                                                                                                       

Den havde imidlertid opdaget den svage bevægelse fra stigen, og stod nu og forsøgte at lokalisere hvorfra bevægelsen stammede.                                                                                                                                                

Efter kort tid besluttede den sig for, at det nok var for tidligt til den sædvanlige aftentur. Den satte derfor atter kursen imod krattet, men stoppede op og sikrede ved kanten af en slåenbusk.